De næste par måneder er det fedt at være udenfor. Måske har du sommerferie og har tid til rigtig at nyde det? Der er masser at lave i sommervejret. Også masser af sunde aktiviteter. Du kan spille fodbold, gå i vandet eller måske løbe en tur. Men hvad kan din hund være med til? Vi har samlet de bedste sportsgrene, som du kan lave med din hund, her:

Løbetræning
Du kan sagtens løbetræne eller powerwalke med din hund. Mange ser hunde som perfekte træningsmakkere, fordi de ikke siger nej, selvom det regner eller er koldt. Det er en god idé at tænke over, hvilken slags underlag I løber på. Jordbund og naturligt underlag er nemlig bedre for din hunds poter end asfalt. Det gælder især, når det er varmt. I kan for eksempel også løbe i svært terræn som på en strand eller i vand.

Ved løb skal du selvfølgelig gøre dig tanker om, hvad din hund kan tåle. Lad vær at kaste jer ud i et maraton fra dag ét. Man behøver heller ikke løbe i timevis. Se hinanden an og træn langsomt op til det, I mest har lyst til.

Vandretur
Det er skønt at gå lange ture med hunden! Så hvorfor ikke gøre det til en vandretur, hvor i kan bruge meget tid sammen? Hvis du vil vandre med din hund, er der to ting, du skal være opmærksom på. Du skal for det første sørge for at have vand nok med til jer begge to. Dernæst skal du planlægge ruten efter, hvad din hund kan klare. Alt efter størrelse, alder og form kan hunde nemlig klare forskellige distancer. Det kan også være, du skal overveje, om din hund skal have noget på poterne. Du kan få “sko” til din hund, som kan forhindre slid og ømme poter. Lidt ligesom vandrestøvler hjælper mennesker.

Når I skal gå vandretur, så husk, det er god stil at passe på naturen. Lad ikke din hund løbe efter vilde dyr og saml altid op efter den.

Svømning
Svømning er sundt for din hunds led. Start med at svømmetræne i stille vand, der ikke er for dybt. Gør svømmetræning til en leg med bolde eller andet legetøj, der flyder. Så kan I hurtigt vænne jer til at svømme sammen. Det er vigtigt, at du holder øje med din hunds signaler, så der ikke opstår farlige situationer.

Cykling
Cykling med hund kan sidestilles lidt med løb. Du sidder på cyklen, og hunden løber ved siden af. Du skal altså være opmærksom på de samme ting, som når I er ude at løbe. Igen er det vigtigste, at du er klar over, hvad din hund kan klare. Du skal passe på ikke at gøre distancer for lange, og være obs på tempoet. På samme tid skal I selvfølgelig være opmærksomme på trafik omkring jer. Og er hunden i snor, også på at snoren ikke sætter sig fast i hjulene.

Fodbold
Hunde og bolde går jo som bekendt hånd i hånd. Det er skønt at spille bold, og det er nemt at engagere en hund i leg. Når I spiller bold sammen, er det vigtigt, at du passer på ikke at sparke. Hunden spiller med munden og har derfor både kæbe og tænder involveret i kampen. På samme tid skal du heller ikke tyre bolden mod hunden. Men lidt lette skud hen ad jorden, hvor jeres hund jagter bolden, kan man sagtens.

Kanosejlads
Har du en rolig eller ældre hund, kan en tur i kano være ideel for jer. På den måde kan du få masser af motion, mens din hund kan slappe af. Det kræver, at din hund er lydig, så du kan have styr på den under sejladsen. Det er selvfølgelig vigtigt, at din hund kan svømme, hvis du tager den med på kanotur. Hvis den er panisk angst for vand, er det måske heller ikke den rigtige løsning. Du må aldrig binde din hund fast til kanoen, så den kan svømme, hvis i kæntrer. Og sørg for at den har redningsvest på.

Husk at få leget en masse med hunden, inden i hopper op i kanoen. Så har den lettere ved at ligge roligt i længere tid.

Skiløb
Indrømmet, det er måske ikke den bedste sommeraktivitet… men nogle mennesker løber også langrend med deres hunde. Man har hunden i en line foran sig, og sammen kan man løbe virkelig stærkt. Langrend med din hund er perfekt til dig, der har en stor, voksen, energisk hund. Din dyrlæge skal dog være helt sikker på, at hunden kan holde til det. Men det er svært at løbe langrend sammen! Det er ikke noget, man bare lige gør, for både hund og ejer skal træne meget. Det er vigtigt, at hunden er lydig, og at i begge er i god nok form. Ellers kan det gøre mere skade end gavn.

Husk husk husk!
Det er vigtigt, at du giver din hund masser af vand, hvis I laver sport sammen!

Er du til sportsgrene, hvor din hund ikke kan være med? Book en hundepasser her, så du kan give den gas med god samvittighed.

Kategorier: Sundhed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *