Når man som hundeejer anskaffer sig en hund, skal man sikre sig at kunne sætte tid af til at gå tur med den hver eneste dag. Det er vigtigt for din hunds mentalitet og sundhed, at den kommer ud i luften, får nye sanseindtryk og får rørt sig. Som hovedregel skal din hund luftes mindst to gange dagligt, af mindst 30 minutter. Men der er naturligvis stor forskel på racer, alder og den individuelle hunds helbred.

Din hund har brug for motion

Både mennesker og hunde har brug for motion – kroppen skal røres og hjernen skal have ilt. Ligesom mennesker kan hunde få livstilssygdomme, og bl.a. døje med overvægt, hvis de ikke rør sig nok. Derfor er det vigtigt, at du sikrer dig, at din hund får nok motion. Faktisk er det ren win-win, for du vil automatisk også selv få motion. Undersøgelser viser endda, at mennesker med hunde er sundere, bl.a. fordi de går tur med deres hund.

Behovet er forskelligt alt efter race

Selvom hovedreglen er mindst 2 gange luftning om dagen, varierer behovet for luftning og aktivering i høj grad fra race til race. Nogle hunderacer har brug for at brænde meget energi af og røre sig flere timer dagligt. Dette er bl.a. border collies, dalmatiner og golden retrievers. Derfor kræver disse hunde, at du sætter meget tid af til luftning. Modsat er der andre hunderacer, som har et langt mindre behov og let og hurtigt bliver trætte, bl.a. mops og yorkshire terrier. Derfor er det vigtigt, at man som hundeejer anskaffer sig en hund, som passer til ens eget aktivitetsniveau.

Hvis din hund er af en race som har kort eller flad snude, skal du være særligt opmærksom. Disse hunderacer kan hurtigt få vejrtrækningsproblemer og skal derfor ikke nødvendigvis motioneres i lang tid af gangen eller for intenst. Hold derfor øje med, om din hund med kort snude bliver forpustet.

Her nedenfor kan du se en liste fordelt på forskellige hunderacer, som viser hvor mange timer om dagen det anbefales, at din hund rør sig. Listen viser naturligvis ikke alle hunderacer, så hvis din egen ikke er der, kan du få en ide om racens aktivitetsniveau her. Snak altid med din dyrlæge, så du ved præcis hvad din hund har brug for.

Mindst 2 timer

Border Collie

Boxer

Dalmatiner

Engelsk Springer Spaniel

Golden Retriever

Labrador Retriever

Rottweiler

Schæferhund

Siberian Husky

Mindst 1 time

Bassethund

Bulldog

Border Terrier

Cairn Terrier

Cavalier King Charles Spaniel

Cocker Spaniel

Fransk bulldog

Gravhund

Lhasa Apso

Shin Tzu

Staffordshire Bull Terrier

Tibetansk terrier

West Highland Terrier

Whippet

Mindst 30 minutter

Chihuahua

Bichon Frisé

Malteser

Miniature Gravhund

Mops

Miniature Pinscher

Papillion

Pekingeser

Pomeranian

Yorkshire Terrier

Din hunds alder spiller også en rolle

Har du fået et nyt pelset familiemedlem eller har din hund været i familien i mange år, skal du tage nogle specielle forholdsregler.

Med hundehvalpe skal man være opmærksom på ikke at gå for lange ture af gangen. Især før din hvalp er 12 uger, skal den helst ikke gå mere end 15 minutter af gangen. Det er også bedst hvis den går på varieret og ikke for hårdt underlag.

Gamle hunde eller hunde med fysiske skavanker har også brug for at blive luftet. Det er især vigtigt for disse hunde at deres led og muskler bliver brugt. Man skal være opmærksom på, at turene skal være korte, da din hund hurtigt bliver træt.

Du kan læse flere råd til livet med en ældre hund her. 

Luftning er ikke altid lig med en gåtur

Der er mange måder hvorpå din hund kan få motion og røre sig. Det både behøver og bør ikke kun være den klassiske gåtur. For en chihuahua vil en gåtur muligvis være nok til at blive udmattet – men for en labrador retriever kræver det aktivering på et langt højere niveau. Har du en race med et højt aktivitetsniveau kræver det altså mere end blot at spadsere ned af gaden, før energien bliver brændt af. Leg, svøm, løb eller cykel – luftningen kan let kombineres, så du også selv får motion. Vi har lavet en liste over forskellige sportsaktiviteter, som du kan lave med din hund her. 

Har du selv haft en hård dag, og har ikke energi til at gå en lang tur? En løsning kan være, at lade din hund lege som en del af luftningen. I kan bl.a. øve apport eller din hund kan lege med andre hunde. Hvis du ikke har tid til at lufte din hund, kan du også booke en hundelufter igennem Dogley, og sikre dig, at din hund får den perfekte tur og får brugt sin energi. Så får du en dejlig træt og afslappet hund hjem.

Sundt for sanserne og socialiseringen

En luftning handler dog ikke kun om, at give din hund motion. Din hund får også masser sanseindtryk ude i naturen eller på gaden, som stimulerer den og dens hjerne. Indtrykkene er med til at gøre din hund træt. Det er vigtigt at hunde bliver stimuleret, ellers kan det resultere i restløshed og nervøsitet. Især for hundehvalpe er det nødvendigt at komme ud og opleve verden – sørg derfor for at gå ture i forskellige omgivelser, så din hund oplever noget nyt.
En anden positiv gevinst ved luftningen er, at din hund kan møde andre hunde, som den kan hilse på eller lege med. Det er vigtigt for din hund at socialisere med andre hunde. Du kan læse mere om hvorfor her.

Nu ved du, at det er vigtigt, at din hund bliver luftet hver dag og både i lang nok tid og med højt nok aktivitetsniveau. Har du brug for hjælp til at lufte din hund? Har du måske en lang arbejdsdag eller skal en smut i biografen? Find en tryg og kærlig hundelufter hos Dogley

Kategorier: Sundhed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *