Foråret er over os! Endelig er det solskinsvejr, dagene bliver længere, og træer, blomster og græs springer ud, og det betyder selvfølgelig, at det er ekstra dejligt at lufte hund lige netop i disse dage.

Men trænger du til afveksling eller nye omgivelser at lufte i? Så er det måske en idé at tage på udflugt til en af de mange hundeskove, der findes rundt omkring i Danmark.

Hvad er forskellen på hundeskove og normale skovområder?

Som udgangspunkt skal en hund være i snor, når den færdes i naturen i Danmark, men i hundeskove er der andre regler. Hundeskove er specielt afmærkede arealer i eller ved en skov, hvor din hund må luftes, uden at den nødvendigvis skal være i snor. Hundeskove har eksisteret siden 1970’erne, men bliver mere og mere populære, fordi hunde her kan lege frit og har mulighed for at møde hinanden og interagere med både mennesker og andre hunde.

Der findes lige nu mere end 200 hundeskove i Danmark. De ligger overalt i landet, og de er placeret alt efter, hvor tæt skoven er på bebyggelse, hvor stort behov der er for indhegning af området, hvad det har af indvirkning på det eksisterende dyreliv og flere andre parametre. Hundeskove er gratis at bruge, og de har åbent døgnet rundt alle årets dage. Hundeskove er altså åbne for alle – også for folk, der ikke har hund, men som holder af naturen.

Regler for hundeskove

En hundeskov kan være ejet af enten Naturstyrelsen, kommuner eller privatpersoner, og reglerne for de forskellige hundeskove varierer alt e

fter, hvad ejeren af jorden vælger,  de skal være. Men der nogle helt generelle regler, der blandt andet hører under hundeloven, og som derfor gælder i alle hundeskove:

  • Din hund må gerne løbe frit, så længe du har fuldt herredømme over den – det betyder, at du skal kunne kontrollere hunden og stoppe den med det samme, hvis den generer andre hunde, mennesker eller vilde dyr. Det er altid ejerens eller hundelufterens ansvar, at hunden ikke laver ballade eller er til gene for andre.
  • Du skal sørge for at have opsyn med og tæt kontakt til din hund i hundeskov
    en, så du let kan kalde den til dig, og hvis din hund ikke kommer, første gang du kalder på den, skal du have den i snor.
  • Derudover er det selvfølgelig altid rigtig god stil at samle op efter sin hund, for det er aldrig sjovt at træde i efterladenskaber – heller ikke i en hundeskov. Men mange hundeskove har både skraldespande og standere med hundeposer ved indgangene.

Aktiviteter og underholdning

Mange hundeskove har forskellige faciliteter som for eksempel agilitybaner, forhindringer og legepladser for hunde. Her kan du træne din hund, lege med den og udfordre den både fysisk og mentalt. Faciliteterne er også gratis og har ligesom skovområderne altid åbent, men ligesom i et fitnesscenter skal man være opmærksomme på hinanden og give plads, så man ikke optager en legeplads eller en træningsbane i uhensigtsmæssig lang tid, hvis andre gerne vil til.

Nogle hundeskove har også hvalpegårde, så hvalpe kan lege frit med hinanden uden at blive væk ellerbehøver at være i snor. Nogle har også faciliteter for luftere og ejere som for eksempel borde og bænke, halvtag, toiletter og lignende, så man har mulighed for at tage på længere udflugter eller blive i skoven flere timer ad gangen.

Hundeskove kan være meget friserede og have gode stisystemer, så man let kan finde rundt, men de kan også være lavet til at være vilde og tilgroede, så man kan gå på nye eventyr. Der er kort sagt hundeskove, der passer til alle præferencer, humør og hundestørrelser, så der er rig mulighed for at finde en hundeskov, der passer til dig og din hund.

Hundeområder i byerne

Hvis du bor i en større by, kan det være vanskeligt at komme ud til en hundeskov, men vidste du, at der faktisk er rig mulighed for at finde afmærkede hundeområder og løbegårde inde midt i byerne? Her er der måske ikke så meget skovareal, men der gælder de samme regler som i en hundeskov: Din hund må gå uden snor, hvis den er lydig, omgivelser skal respekteres, og der skal samles op efter hundens efterladenskaber.

Hvor finder jeg min hundeskov eller mit hundeområde?

Har du styr på, hvor den nærmeste hundeskov ligger? Eller hvor din hund kan løbe frit inde midt i byen? Og hvad reglerne er for lige netop jeres hundelufterområde? Der findes hjemmesider, der kan hjælpe dig til at finde ud af det! Se for eksempel din kommunes hjemmeside, hvor der er et kort over hundeskove og -områder, eller tjek Naturstyrelsens oversigt over hundeskove her. Du kan også finde en kærlig hundepasser hos Dogley, der kan tage din hund med på skovtur.

________________________________

Dogley er en fællesskab for hundeelskere, hvor du som hundeejer kan finde private hundepassere i dit nærområde. Vi gør det trygt og nemt at booke en godkendt hundepasser. Klik nedenfor for at finde din perfekte hundpasser.

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *