Gennemsnitsalder: En Welsh Corgi Cardigan bliver ca. 12 – 15 år.

Vægt: 11 – 17 kg.

Højde (fuldvoksen): Omkring 30 cm for begge køn

En Welsh Corgi Cardigan er en gammel walisisk hunderace med masser af personlighed og intelligens. Her kan du læse alt, hvad der er værd at vide om denne type af corgi. 

Er en Welsh Corgi Cardigan det rette match for dig?

En corgi hund er blevet et mere og mere normalt syn på de danske gader og stræder. Og det er forståeligt, for corgien er en skøn hund for både singlen og familien. Der er tale om en meget hengiven hund, som er nysgerrig på verden omkring sig, men som også er bestemt og har temperament.

Hvis du overvejer at anskaffe dig en Welsh Corgi Cardigan, så læs med her. Det er nemlig vigtigt at du sikrer dig, at racen er den rigtige for dig, inden du investerer i en corgi.

Er du interesseret i at lære om andre hunderacer, der potentielt kunne være et godt match for dig? Du kan se vores oversigt over forskellige racer lige her.

DOGLEYS ULTIMATIVE GUIDE TIL VALG AF HUND

Download gratis E-bog

Historien om corgi hunden

Der findes to corgi-racer, som begge stammer fra Wales og er opkaldt efter byer i området. Den ene type er en Welsh Corgi Pembroke, som er lidt mindre og ofte ikke har nogen hale.

Den anden er en Welsh Corgi Cardigan som er større og har en stor, busket hale. Begge racer er efter sigende flere tusinde år gamle. Før i tiden blev de brugt som hyrdehunde og kunne findes overalt på gårdene rundt omkring i Wales.

Og corgi-racens historie er endda omgærdet af en del mystik og magi. Nogle historier fortæller, at hundene krydsede havet sammen med vikingerne. Andre mener, at hundene oprindeligt blev avlet af feer, og at menneskene stjal hundene fra dem.

Personlighed

Alle der kender en corgi ved, at det er en skøn, glad og kærlig hund. Som det gælder for mange af de små hunderacer, har den masser af personlighed i en lille krop.

Corgier er meget intelligente, hvilket gør dem nemme at træne. Samtidig er de stædige og selvstændige, så de kan omvendt også godt være lidt frække og finde på unoder.

Det er vigtigt at huske, at en Welsh Corgi Cardigan er en sensitiv hund. Derfor skal den ikke opdrages hårdt – men mildt og stringent.

Herudover er en Welsh Corgi Cardigan nysgerrig, rolig og selskabelig. Den er en god familiehund og elsker når alle husets medlemmer er samlet. Til gengæld kan denne race godt finde ud af at være alene hjemme.

Aktivitetsniveau

Corgien er avlet til at bevæge sig og blive motorisk udfordret i arbejdet med får eller heste. Derfor har de brug for daglig motion for at blive stimulerede og afslappede.

En Welsh Corgi Cardigan har ikke brug for voldsomme mængder af aktivitet. Det vigtigste er, at du tænker over at gøre motionen regelmæssig og implementere træningen som en del af den daglige aktivitet. Især fordi denne race kan have en tendens til overvægt.

Behov

En corgi – Cardigan eller Pembroke – har først og fremmest brug for socialisering og samvær med sin familie. Et andet vigtigt behov er motionen. Corgier responderer ikke specielt godt på stress. Derfor er deres behov i høj grad rolig og regelmæssig motion.

Et andet stort behov hos en corgi er relateret til dens ryg. Corgier har en lang ryg, og derfor har denne race tendens til rygproblemer. Derfor skal du som ejer sørge for, at din Welsh Corgi Cardigan ikke hopper for meget op og ned af møbler eller forcerer høje trappetrin.

Pleje

Cardigan corgier er udstyret med en tyk underpels med et lag af mellemlange dækhår ovenpå. Det betyder, at denne race fælder en hel del. Det gælder særligt for perioderne, hvor de skifter fra fra sommer- til vinterpels eller omvendt.

Hvis du ikke ønsker at have corgi-pels over det hele, er det nødvendigt med et rimelig højt niveau af pelspleje. For eksempel er det en god idé at børste en corgi mindst én gang om ugen. I perioder med ekstra meget fældning er varme bade også en god måde at komme af med den overskydende pels.

Som med de fleste andre hunde er det en god idé at børste tænderne på en Welsh Corgi Cardigan med jævne mellemrum. På samme måde skal kløerne klippes 1-2 gange om måneden.

Opdragelse – fra corgi hvalpe til voksen hund

Corgier er en selvstændig race med masser af holdninger til, hvad de må og ikke må. Derfor er det virkelig vigtigt, at man lægger energi i at træne dem grundigt. Træningen skal gerne starte fra de er helt små hvalpe. Gør man det, kan de til gengæld blive utrolig lydige og gode selskabshunde.

Cardigan corgier har et ry for at være mere territoriale end deres nære slægtninge. Deres instinkt som fårehunde sidder stadig i dem. Derfor kan man godt risikere, at ens corgi forsøger at bestemme derhjemme. Blandt andet kan den finde på at nappe – en vane, som man skal arbejde på at lære den af med. Corgi hvalpe skal derfor gerne opdrages fra det øjeblik, du får dem ind i hjemmet.

Samtidig har en Welsh Corgi Cardigan et følsomt gemyt. De lærer derfor ikke godt under stressede eller pressede situationer. Opdragelsen bør være konsekvent, men ikke hård. Det kan derfor være meget relevant at påbegynde hundetræning allerede, mens hunden er hvalp.

Hvad koster en Welsh Corgi Cardigan?

Prisen på en Welsh Corgi Cardigan i Danmark kan variere meget afhængigt af avler og kennel. Normalt vil prisen ligge på mellem 9-11.000 kroner for en hvalp.

Som race er corgier kendt for at have et godt helbred. Ud over den lange ryg og en tendens til overvægt er de sunde. Derfor kan det godt betale sig at give den fulde pris for en hvalp med en stamtavle.

Welsh Corgi Cardigan til salg

Er du stadig fyr og flamme for at tilføje en corgi til din familie? Der findes flere kenneler i Danmark, hvor der hvert år fødes flere kuld af de søde corgi-hvalpe.

Hold øje med corgier til salg her.  

Brug for pasning af din Welsh Corgi Cardigan?

Bekymrer du dig om, hvordan du skal få din fremtidige corgi passet eller luftet? Eller har du allerede en hund, som du har brug for pasning af?
Vi hjælper dig med det hele hos Dogley. Hos os kan du blandt andet finde en kompetent hundelufter. Du kan også finde pasningsløsninger, når du skal være ude af hjemmet i længere tid. Læs mere om det her.