Hundenes lugtesans er langt bedre end vores egen. En af grundene til, at hunde og mennesker blev hinandens bedste venner, er, at hunde kan hjælpe os med at finde ting, vi leder efter – blot ved hjælp af snuderne! Ugens blogindlæg undersøger hundenes lugtesans og finder ud af, hvor god den er.

Hvad er forskellen på menneskets og hundens lugtesans?

Man mener, at hundes lugtesans er bedre, end menneskers lugtesans er, fordi de har langt flere duftceller i næsen. Hvor mennesker har omkring 5 millioner duftceller, har hunde cirka 220 millioner. Hundenes næser har også en langt større overflade, hvor duftcellerne er fordelt.

Vores hunde kan lugte ting, vi mennesker end ikke kan fornemme har en duft. Og så kan de lugte ting på længere afstande. En anden særlig ting ved hundesnuderne er, at de kan “lugtdiskriminere”. Det betyder, at de kan skelne mange forskellige lugte fra hinanden. Så hvis du for eksempel står der hjemme og rører i en kødsovs, vil du selv kunne dufte en lækker kødsovs (og måske kunne skelne mellem et par krydderier og noget tomat). Din hund vil kunne lugte præcis, hvilke ingredienser, der er brugt, også selvom de er blevet blandet eller kogt sammen.

Mennesker og hunde kan lide forskellige lugte. Måske du selv har prøvet, at din hund har rullet sig i noget, som du syntes, var klamt, hvor den selv var vild med det? Det, mener man, skyldes, at hundes og menneskers hjerner er indrettet forskelligt. For eksempel synes mennesker, at blomster dufter godt, fordi vi i gamle dage have brug for at være gode til at finde frugt. Hunde synes derimod ådsler osv. er lækkert, fordi deres fødevarebehov er anderledes end vores.

Bonusinfo: Vidste du forresten, at din hunds snudeaftryk er lige så unikt som dit fingeraftryk?

Hvad bruges hundes lugtesans til?

Hunden bruger dufte/lugte til at lære om sin omverden og om at lade sin omverden vide, hvem de selv er. Når du går tur med din hund, arbejder dens snude på højtryk! Den lærer om sine naboer, samtidigt med at den overvejer, hvor den selv skal markere, for at dens lugt bliver bemærkelsesværdig, men det kan du læse meget mere om her.

Hundenes fantastiske lugtesans kan bruges til mange ting! Vi mennesker har gennem mange, mange år udnyttet hundenes lugtesans til blandt andet jagt, eftersøgninger, politiarbejde og militært arbejde. Du kan læse meget mere om sporhundetræning her. Og om hunde i Forsvaret her. Hundes snuder får flere og flere opgaver. De seneste år er man også begyndt at træne hunde til at snuse sig frem til masser af ting – alt fra skimmelsvamp og skadedyr til kræftceller.

 

Træn din hunds snude

Det er sundt for din hund at træne snude. Det er mentalt stimulerende og rigtig god hjernegymnastik for hunden. Det er bevist, at hunde forbinder en bestemt lugt bliver sammen med en bestemt genstand. Hvis du træner snude med din hund, bliver den bedre og bedre til at lugtdiskriminere, altså at skille lugte fra hinanden. Og dermed bliver den bedre til at forbinde forskellige lugte med forskellige genstande.

Derudover aktiverer det din hund fysisk at træne snude. Når en hund sniffer intensivt, tager den op til 6 korte snif i sekundet – og tager faktisk først en reel dyb indånding pr 25-30 korte snif. Det er hårdt arbejde at være sporhund! Snudetræning er sundt for din hunds krop og sind, og en sund hund er nu en gang en glad hund. Du kan få gode tricks til at træne hjernegymnastik med din hund her.

Leder du efter en hundepasser, der kan hjælpe dig med at aktivere din hund, når du ikke er hjemme? Klik her og find den hundepasser, der er tættest på dig.

Kategorier: Sundhed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *